• Stort projekt i Fælledparken kan ramme DHL-løbet og adskillige boldbaner: »Ikke til at komme udenom«

    Source: BDK Borsnyt / 01 May 2024 07:07:45   America/Chicago

    Regnen daler over Danmark som aldrig før. Voldsomme skybrud indtræffer oftere, og det rammer hovedstadens kældre. Men siden 2013 har Københavns Kommune arbejdet strategisk med at skybrudssikre hele byen, og nu er turen kommet til en central park i København. Fælledparken står nemlig over for et såkaldt skybrudsprojekt, og det betyder, at flere arrangementer, fodboldkampe og andet »formentlig ikke kan afholdes under normale forhold i 2026«. Det skriver Københavns Kommunes Teknik - og Miljøforvaltning i en pressemeddelelse. »Vi er ligesom alle andre kommuner forpligtet til at skybrudssikre vores by, og den slags forandringer af byrummet vil altid i større eller mindre grad skabe gener for brugerne af byen,« siger områdechef Henriette Hall-Andersen. »I Fælledparken er der brug for at inkludere dele af de grønne områder, hvor boldbanerne ligger, og det er naturligvis beklageligt, at anlægsarbejdet i begrænsede perioder vil betyde, at banerne ikke kan bruges, men det er desværre ikke til at komme udenom i dette tilfælde,« siger hun og understreger, at de vil »minimere generne mest muligt.« Projektet vil formentligt få betydning for DHL Stafetten og andre større arrangementer, ligesom fem 11-mandsbaner samt et par mindre boldbaner periodevis ikke vil være tilgængelige, skriver kommunen. Konkret vil banerne på Blegdamsfælleden periodevis ikke vil være tilgængelige fra maj til oktober 2026. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil forsøge at anvise tider på andre af Københavns Kommunes baner, men da kapaciteten næsten er fuldt udnyttet i forvejen, vil projektet ikke kunne undgå at have konsekvenser for boldklubberne, lyder det. https://www.berlingske.dk/samfund/stort-projekt-i-faelledparken-kan-ramme-dhl-loebet-og-adskillige-boldbaner
Share on,